Testosteronbehandling af hypogonadisme
Hvis du er i tvivl, om du har så lavt testosteron-niveau, at der er tale om hypogonadisme, kan du blive undersøgt af en speciallæge. Lægen vil spørge ind til din sygehistorie og hvilke symptomer du oplever, undersøge dig og måle dit testosteron-niveau.
Hvis lægen stiller diagnosen hypogonadisme, er behandlingen at tilføre kroppen de hormoner (testosteron), der er for lidt af. Testosteron kan gives som en gel, der smøres på huden, som en injektion i en muskel eller som kapsler, der sluges. Læs mere om behandlingen her. Det er vigtigt at sikre, at du ikke har nogen sygdomme, der taler imod behandling med testosteron (fx prostatakræft, leverkræft og i nogle tilfælde hjerte-, lever- eller nyreinsufficiens, iskæmisk hjertesygdom eller hypertension).